“Turmørkets Søn – oprindelig start og slutning.

Meget ændrer sig i et manus, når det kommer i hænderne på en redaktør. Dette var især tilfældet for Tusmørkets Søn. Nu har du muligheden for at læse den oprindelige start og slutning på historien om Taykyn.”

 

 

 

TUSMØRKETS SØN

 

Taykyn hed oprindeligt Khayl

Shuntai hed Whyeztar

Kelsash hed Yuantyrr

Vhulas hed Kilsaris

 

 

Kapitel 1

 

“Onkel Forkynder. Vil du ikke nok fortælle en historie i aften?” spurgte den lille dreng og så op på den gamle mand i den hvide kutte.

En ung kvinde, der stod bag drengen, lagde kærligt sin ene hånd på drengens hoved og irettesatte ham.

“Det er enten onkel eller Forkynder, min skat.”

Drengen ignorerede hende og fastholdt blikket på sin onkel. Hans moder smilede og rystende stille på hovedet.

Den gamle mand gengældte hendes smil. De vidste begge, at skønt de var i familie, så var han alt for gammel til kun at være den lille drengs onkel. Men af en eller anden grund kaldte alle klanens børn ham Onkel Forkynder.

Han sad i midten af en kreds på over hundrede klanmedlemmer, der den aften var samlet i byens Rådsbolig. Uden for flængede lynene den sorte nat. Det var endnu tørt, men snart ville dråberne falde, hurtigere og tættere.

Men regnen ville ikke nå dem i Rådsboligen. Her var de i sikkerhed, og som altid var det svært for de mange børn at forholde sig rolige. Lige indtil den lille dreng rev i Forkynderens ærme og bad om en historie. Så blev der stille. Små fødder puslede nærmere, smøg sig ind mellem ben, der var højere end dem selv og tittede frem bag de voksne.

“Og hvilken én kunne du tænkte dig, Lather?” spurgte den gamle mand og løftede drengen op uden at fortrække en mine.

Lather kneb eftertænksomt det ene øje sammen og stirrede op i loftet.

“Den med slangen!” råbte et barn.

“Nej, det skal være den med heksen og de fire hvide tudser!” protesterede en anden, og en tredje afbrød, “Nej, den har vi hørt så mange gange. Hvorfor ikke den med enhjørningen, der mistede sit horn. Det er lang tid siden.”

Atter andre kom med deres bud. Forkynderen løftede hånden, og med ét tav alle.

“Lather spurgte, så han bestemmer denne gang,” afgjorde han.

“Jeg ved det,” sagde Lather og stirrede sin onkel ind i øjnene. “Det skal være den om elverprinsen … du ved, ham som havde sort hud … ligesom din.”

En gispen løb gennem forsamlingen – for dette var en historie, som ikke var blevet fortalt i årtier. I sin tid havde denne hændelse skabt splid i deres klan, og havde forandret deres kultur og traditioner så markant, at de aldrig kunne vende tilbage til deres gamle levevis. Og til at minde dem om den var deres Forkynder med en hud så sort som natten. Enkelte af de ældste medlemmer lod kort en grimasse af mismod glide over deres ansigter, og i deres øjne kunne man se minder, de helst ville glemme.

Forkynderen så rundt på sine klansfæller. Så nikkede han.

“Et godt valg, Lather. Den historie har været gemt af vejen alt for længe. Den har fortjent at blive fortalt og husket, så jeg vil efterkomme dit ønske. Skønt den bragte mere ondt end godt til vores samfund, så er den også vigtig at blive mindet om.”

Han så ned i gulvet. “Jeg bærer en del af skylden, og det er derfor min byrde at fortælle den, skønt den tynger min sjæl. I skal vide, at selv ikke Forkynderen er perfekt, men kun et væsen skabt af højere magter, og at han har brug for jeres hjælp til at lede.”

Den gamle mand satte sig bedre til rette i den sivflettede stol og placerede Lather på sit skød. De andre børn stimlede sammen om ham, og snart var han omgivet af et hav af opadvendte ansigter, der alle stirrede forventningsfuldt på ham.

Han spejdede ud over forsamlingen og nikkede så for sig selv.

“Skoven var stille den aften, hvor vores historie begynder. Det var Forfædrenes Nat, og alle vores fæller var samlet for at hædre dem, som var før os. Dengang var jeg ikke Forkynder, det var derimod en gammel elver- næsten ligeså gammel som jeg -ved navn Mathkar. Vor gud, Miriden, havde udset ham til at bære den byrde, at klanen skulle splittes under hans dømme, ja næsten tilintetgøres. Han begik en fejl – én fejl i hele sit liv – og denne fejl skulle vise sig at være kostbar. Men fejlen blev begået i kærlighedens og fornyelsens ånd, og Mathkar kunne ikke i sine vildeste drømme forestille sig, hvad den ville medføre.

Denne nat var vi ét med skoven …

 

 

 

 

 

Kapitel 2

 

Månen sendte sit blege skær ned over Taykiah-skoven. Ledsaget af en brise, der bragte aftenens dufte med sig, dalede lyset ned mellem de vældige stammer. Sølvklingerne spejlede sig i de mange små bække og søer, der som slanger snoede sig i skovbunden. Kæmpernes kroner raslede blidt for vinden, som en behersket advarsel til skovens beboere om, at dystre forandringer var på vej.

Fra en lille cirkel af træer i en lysning snoede blide stemmer sig op mod stjernehimlen. Stemmerne var forenet i en bølgende sang, der steg og faldt i en pulserende rytme. I den lille cirkel af krogede træer sad hundreder af små væsner, knap halvanden meter høje, omkring det flakkende bål. Ilden fik skyggerne i deres forfinede ansigter til at svaje og fik den perlehvide hud til at glitre. Enkelte sad mellem stammerne, andre lå skødesløst hen over de forvredne grene og atter andre lå i det bløde mos, men alle lod de deres stemmer tage del i melodien med en stolthed og ære, der var opfostret gennem generationer.

Dette var elvere.

En for en døde stemmerne ud, indtil kun én fyldte natten. Forsamlingens ansigter rettedes mod skikkelsen, indtil også dens stemme tav.

Skikkelsen rejste sig. Han var iklædt en enkel grøn kåbe, med snoede efeuranker som bælte. Om hans pande sad et gyldent bånd med små funklende ædelstene indsat.

“Natten i nat er særegen. Denne nat, for mange generationer siden, bragte vores første Forkynder os hertil. Han ledte os i sin visdom ned fra de forjættede bjerge og ind under skovens beskyttende kroner.”

Skikkelsen drejede langsomt rundt, mens den talte. Lydene i skoven var forsvundet, da hans tale begyndte, og nu var der tyst omkring ham. Alle stirrede med en blanding af hengivenhed og stolthed på ham, mens de lyttede til hans stemme.

“Da vores forfædre kom hertil var de uprøvede i verdenens barske vilkår. De havde levet beskyttet og uforstyrret i Dalen mellem de Høje Tinder, afsondret fra alskens farer. Men det Onde kan altid finde et hul, kan altid klemme sig igennem og tage bo i selv det mest uskyldige væsen.”

Han holdt en kort pause, hvor hans blik endte ved sit udgangspunkt; det flakkende bål.

“Og således skete det også for vores forfædre. Dengang var vi for svage og troskyldige i vores lid til vore Guder. Mange var bange, da vores første Forkynder indså dette og valgte at bringe os bort fra vores hjem, langt bort til egne vi aldrig havde set, end ikke kendte til. Men vores forfædre stolede blindt på ham, ligesom vi i dag adlyder vores Forkynder med sindsro og med tiltro til hans handlinger og ord. Kun en enkelt gang har vor Forkynder forrådt vores tillid og loyalitet!”

Ved disse ord rettede alle tilstedeværende deres blikke mod et svedent, sort træ, der stod blandt de andre levende i cirklen. Barken var skallet af, og totter af sammenfiltrede kviste hang ned fra grenene. Der groede intet græs omkring dets rødder, og skovens dyr undlod altid at komme i nærheden af det.

“Med sorg i vore Forfædres hjerter blev denne Forkynder bandlyst. Forbandet være hans hjerte. Han er symbolet på, at det Onde lurer steder, vi alle tror sikre og beskyttet.”

“Med vores Guders hjælp lærte vi at færdes i skovene, lærte at jage, lærte dyrenes vaner, underskovens hemmeligheder og ufortalte love. Vi fødtes og døde, mens vi bestræbte os på at lære at overleve i vores nye hjem. Vi havde lært af vores historier, vidste at det Onde lurede i alle væsner, og at vi ingen undtagelse var. Vi lærte at beskytte os selv.”

Fortælleren hævede blikket, og de blå øjne så ind mellem stammerne.

“Og vi fandt venner under trækronerne. Venner, som har ledsaget os lige siden, vi første gang så deres yndefulde skikkelser. Denne aften er lige så meget en hyldest til dem, vores sjælevenner, som til vores arv.”

Den kåbeklædte skikkelse hævede armene.

“Denne nat er tilegnet de mange af vores familie og venner, som er kommet før os, og som vil komme efter. Det er i deres ære, at vi hvert år – på denne nat – fortæller historien om, hvorledes vi kom hertil. I tidens strøm er vi blevet til mange. Vores levende by er vokset, og andre værdier har med tiden taget vores opmærksomhed. Vores levevis forandres konstant, som følge af verdenens forandring. De ældre viger ikke fra de gamle love, mens de unges udadvendthed og eventyrlyst drager nye tider til vores isolerede verden. Men vi har ikke glemt vores forfædre, ikke glemt den arv vi bærer med stolthed. Man skal ikke glemme fortiden, men man skal ej heller troligt dvæle ved den.”

Med en ubetydelig håndbevægelse gestikulerede manden til en lille flok elverpiger. Nogle bar slanke karafler fyldt med en hvidgullig væske i hænderne, mens andre bar yndefulde glas balancerende på bakker af flettede blade.

“Jeg er Ilkaris, vor gud Miriden’s Seer. I mit sinds kringlede stier ligger vores historie, som fortalt gennem århundreder. Den er videreført til mig, ligesom jeg skal videreføre den til min efterkommer. Det er mit ærefulde hverv at forkynde dette sagn. Som vores love foreskriver, lad os da hædre minderne fra svundne tider.”

Elverpigerne spredtes, og glas blev fyldt med den søde væske.

“Dette er Forfædrenes Nat. Miriden være lovprist … Mathkar, vor Forkynder, æret, og vores forfædre og sjælevenner hædret! Æren før Jeg, Klanen før Livet.”

Der var et øjebliks tavshed, mens alle elverne tømte deres glas. Ilkaris sænkede derpå sit glas og smilede overbærende.

“Jeg er sikker på, at de unge og rastløse blandt os dirrer af lyst til at fejre denne nat på den sædvanlige og højst ugejstlige måde, som er dem for vane, mens vi ældre trækker os tilbage.”

Vilde hyl flængede natten. De unge elvere svingede sig ned fra deres hvilesteder for at samles omkring bålet. Nektar og mad blev bragt frem på store fade, og den varme sommernat genlød af sang, glade stemmer og ildens sagte knitren.

Byen Ral-Tarma var bygget i de vældige træer. Naturlige huller og afkroge i træerne blev udnyttet som hjem for de mange elverfamilier. Enkelte elvere havde udviklet særlige evner, der gjorde dem i stand til at forme og genskabe træerne. De havde skabt gangbroer, som hang som et spindelvæv mellem de mange træer, og smalle trapper, der snoede sig op af stammerne, indtil de forsvandt i trækronerne. Ildfluer i hundredevis oplyste byen i et gulgrønt skær, der fik skyggerne til at bevæge og hele byen til at virke levende.

På en balkon stod fire skikkelser.

“Hvor er din bror, Mykidah?”

Elveren, der talte, havde et stramt og hærget ansigt. Det eneste tegn på hans status var en kroget stav af karkistræ. Denne stav var lavet fra den eneste gren, der nogen sinde var skåret fra et levende træ af en elverhånd. Skovens magi hold grenen i live, og grønne blade prydede toppen. Dens bærer var Mathkar, elvernes leder, Miridens Forkynder. De hårde øjne, som gennem århundreder havde set mange liv komme og gå, stirrede nu ud over den lille cirkel af træer, der dannede centrum for nattens begivenheder.

På den ene side af ham stod en elver med et ansigt lagt i samme alvorlige folder. Hans ansigt var koncentreret og spejdede konstant rundt. Dette var Xirthokk, Forkynderens personlige vagt. På den anden side lænede en ung, smuk elverkvinde sig op af gelænderet. Hendes elfenbenshvide hud var glat og blød. Man kunne let forveksle hende med de andre elverpiger, men hendes påklædning faldt straks i øjnene. Hun var ikke iført en blomstret kjole, men en krigers lædervams, bukser og støvler af hjorteskind. Ved hendes side hang et sværd og over skulderen en bue og kogger. Hendes orange hår med få røde striber var bundet sammen i en tyk fletning, der nåede hende til taljen.

Hun kunne ikke skjule sin irritation, da hun lod blikket vandre.

“Hvis jeg ikke tager meget fejl, fader, er det ham, der i øjeblikket sidder ovre ved Koshtars Træ med armene omkring to piger.”

Mathkar fulgte sin datters blik. Karkistræerne i den lille cirkel, der med deres krogede form og lange, trådlignede blade, der hang ned fra grenene som gyldent hår, var navngivet efter de tidligere Forkyndere. Når en Forkynder døde, blev der plantet en nyt karkistræ, som blev opkaldt efter denne Forkynder. En gang ville også hans navn tilfalde et af dem. Hans træ ville blive det første i en ny cirkel, der ville omkranse den gamle.

Under grenene på et af træerne sad hans søn, utvivlsomt ved at charmere livet ud af de to elverpiger, der indfanget druknede i hans fortryllende ord.

“Ind i mellem har jeg svært ved at se fornuften i, at jeg en dag skal overlade mit folk til hans ledelse.”

Mathkar lagde armen om sin datter og fnyste med et smil.

“Ilkaris,” henvendte han sig til den fjerde person på balkonen, “kunne vi ikke se igennem Loven en enkel gang?”

Seeren smilede ad Forkynderens ord.

“Velvidende at De aldrig kunne finde på det, min Forkynder, må jeg tilslutte mig deres tanker. Men lad os håbe, at tiden vil gribe fat i prins Taykyn, således at han vil erfare sit sande ansvar. Med Gudernes vilje vil der endnu gå mange år før han skal leve op til det.”

Mathkar smilede af sin Seers oprigtighed.

“Med Deres tilladelse vil jeg trække mig tilbage, Forkynder?”

Mathkar nikkede, og Seeren forsvandt ned ad en af hængebroerne.

“Jeg tager en sidste runde for at sikre, at alting er i orden,” sagde Mykidah.

Forkynderen så på hende.

“Du ville blive en god Forkynder, min blomst,” sagde han.

Prinsesse Mykidah trak på smilebåndet.

“Det bliver Taykyn også, fader.”

Hun svang sig ud over kanten af balkonen, greb fat i en af de lange lianer, der hang ned fra trætoppene, og lod sig glide ned på jorden. Derpå satte hun kursen mod udkanten af Ral-Tarma, hvor hun stoppede.

Mykidah lukkede øjnene og sendte en tanke ud i skoven. Hun følte straks sin kalden blive besvaret og behøvede kun at vente et øjeblik.

Så dukkede hendes sjæleven op. Musklerne bugnede under den gule, korthårede pels, da dyret sprang gennem underskoven og landede i en stråle af sølv fra månen. De gule øjne glimtede agtpågivende og mødte hendes. Den store kat luntede langsomt over til hende og smøg sig omkring hende. De spidse ører, der endte i en lodden dusk, drejede agtpågivende ved den mindste lyd inde fra skoven. De seks ben endte alle i skarpe kløer, og hovedet var omkranset af en kort manke.

Mykidah tog fat i hårene omkring hovedet og ruskede kærligt.

“Hej, Qaesar! Hvor har du været? Jeg er ked af det, men aftenens pligter er endnu ikke overstået.”

Hun sprang op på ryggen af den, og katten forsvandt ind i underskoven.

 

Ved Forkyndernes Cirkel sad Taykyn. De to elverpiger havde brudt hans charme og forladt ham. Han rejste sig og kravlede adræt op i et af karkistræeme. Her satte han sig og så ud over Ral­Tarma. En gang skulle han lede byen og bære byrden af dens indbyggeres liv på sine skuldre. Han var den næste Forkynder, men ville han nogen sinde blive klar til det. Han var det ikke nu. Det vidste han – og det vidste hans fader også. Han havde set blikket i sin faders øjne, set tvivlen, som var endnu en byrde, hans fader skulle bære. I følge Loven kunne Mykidah ikke blive Forkynder, selv om hun var langt mere egnet til det, og sikkert også havde lysten. Han var den ældstfødte, og dermed den retmæssige og enearving til titlen ifølge traditionerne.

Han sprang ned fra træet og skridtede væk fra forsamlingen og ind i skyggerne.

“Shuntai, min ven. Kom!”

Hans tanker gled ud i mørket. Taykyn følte dens nærvær, før han så den. Dens pels var så lig hans egen hud – sort som selve natten. Hans hudfarve var en arv fra hans moders side. Sort som ibenholt havde hun vakt opsigt, da hun var kommet vaklende ind i byen. Ingen vidste hvorfra hun kom, men det var tydeligt, at hun var af en anden elverafstamning. Det at der fandtes andre elvere, havde foranlediget både glæde, men også usikkerhed. Det viste, hvor lidt de kendte til verdenen uden for Taykiah-skoven.

Hans moder var blevet plejet og var kommet sig fuldstændig under de gejstliges kyndige hænder. Hun havde nægtet at svare på de mange spørgsmål angående sin fortid. Mathkar havde været dens mest ihærdige med sine spørgsmål. Hun var som trådt ud af hans drømme om andre elverstammer. Med tiden havde de forelsket sig, og Mykidah og Taykyn selv var frugten af deres kærlighed.

Men hans hudfarve var også grunden til denne spirende splid blandt hans folk. Han var den næste Forkynder, men han var ikke af ægte afstamning. Han havde i følge oppositionen urent blod i årerne. Hans søster, derimod, var ægte, som hendes hud bevidnede. Hun kunne bare ikke blive Forkynder, eftersom han var født først.

Fraværende kløede han Shuntai bag øret. Han mærkede sin sjælevens varme krop mod sin. De gule øjne virkede beroligende. Taykyn svang sig op på den, og gav den mentalt besked på at bære ham, hvorhen den havde lyst.

Musklerne spændtes i de seks ben, da Shuntai som en sort skygge sprang fremad. Elverprinsen hylede højt og klamrede sig leende til sin ven.

Længere inde i skoven stødte han på sin søster. Hun stirrede olmt på ham og sænkede sin bue.

“Jeg var ved at dræbe dig! Hvor det ligner dig at tordne gennem skoven uden at skænke dit liv en tanke – uden at skænke dit folk en tanke! Du er den næste Forkynder, Taykyn. Du har ikke kun ansvaret for dig selv, men for hele vores race.”

Taykyn kløede Qaesar.

“Slap nu af, søster. Der sker intet. Vi er for tæt på byen til, at der er nogen farer her. Du skulle prøve at tage det roligt ind imellem. Det er faktisk rart.”

“Hvad ved du om det!” hvæsede hun. “Du ved jo ikke, hvad det vil sige at bestille noget, så hvordan skulle du vide, hvordan det er at slappe af. Desuden,” tilføjede hun og trak Qaesar væk fra Shuntai, “skal nogen patruljere i aften.”

“Ja, ja,” sukkede hendes bror.

Stilheden sænkede sig over dem. Ikke en lyd hørtes blandt de store træer.

“Du ved, jeg ikke mener det så hårdt, Taykyn. Det er bare det, at fader er bekymret for dig.”

“Jeg kan tage vare på mig selv.”

“Ja, præcis, Taykyn! Du kan tage vare på dig selv.” Hendes stemme dirrede igen. “Men det er ikke længere nok. Hvornår begynder du at tænke på andre end dig selv? Om ikke så længe har du ansvaret for en hel klan.”

Hun tog fat i ham, men han rystede sig løs.

“Du er den næste Forkynder, det siger Loven,” fortsatte hun, “men så længe du føjter rundt med pigerne, frem for at passe din uddannelse, virker det ikke, som om du tager din arv særligt seriøst.”

“Hør her, Mykidah!” Hans ellers altid så gode humør veg tilbage for en ulmende vrede. “Så længe byen er splittet i to, om hvorvidt jeg er værdig til at følge fader eller ej, så kan jeg ikke se, hvorfor jeg skulle tage noget af det seriøst. Desuden er du også langt bedre egnet end jeg.”

“Måske,” svarede hans søster, og hendes ligefremhed sårede ham en smule, men sådan var hun, “men jeg kan aldrig blive Forkynder, kan du ikke forstå det! Aldrig! Med eller mod din vilje, så bliver det dig. Og din regeringstid, når den en gang kommer, bliver ikke lige så let som faders – hvis den da har været let.”

Hun trak vejret dybt.

“Du sagde det selv. Byen er splittet i to. Du vil få svært ved at overbevise faders modstandere om, at du har krav på titlen.”

“Ja, især når jeg heller ikke selv vil besidde den.” Han så op mellem trækronerne. “Hvorfor skal det hele være så kompliceret, Mykidah?”

Hun fnyste.

“Din barndom er ovre, Taykyn. Nu er det på tide, at du opfører dig, som den du er – dit folks næste Forkynder!”

Han smilede til hende.

“Hård og kontant som altid, hva’?”

Hun gengældte han smil.

“Ja,” svarede hun og hoppede ned fra Quesar.

“Kom her, din slubbert.”

Hun trak ham ned og de tumlede ned i mosset, hvor hun omfavnede ham.

“Du ved, jeg elsker dig. Jeg har bare svært ved at acceptere din uansvarlighed. Det er alt.”

Taykyn grinede og gav hende et smækkys på munden.

“Taykyn!” udbrød hun og sprang tilbage. Hun tørrede sig om munden med skjorteærmet.

“Tja …” lo han. “Det kan du ligeså godt vænne dig til. En dag falder dit hjerte for en fyr som mig, og så kan jeg love dig, at så vil du ikke tørre dig om munden, men derimod slikke dine læber, min søde.”

“Aldrig!”

De lod kattene lege et stykke tid endnu, hvorefter Mykidah ville fortsætte sin runde, Taykyn gjorde hende følgeskab, og sammen sikrede den næste Forkynder og Ral-Tarmas vagtmester sig, at ingen farer truede deres fæller denne nat.

 

Fra balkonen til Forkynderens Træ så Mykidah næste morgen sin bror komme ind i byen på ryggen af den glinsende sorte kat. Hun så ham springe af i udkanten og sende Shuntai af sted igen. Derefter fulgte hendes blik ham, indtil han forsvandt ind i en bolig. Med et suk vendte hun atter opmærksomheden mod den livlige diskussion inde i det tilstødende værelse.

Dagen efter Forfædrenes Nat var der traditionen tro rådssamling hos Forkynderen. Her plejede klanens ve og vel at blive gennemgået i mindste detalje. Det forgangne års fødsler, dødsfald og giftemål blev nedfældet, fællers nyopdagede evner blev noteret og bedste udnyttelse diskuteret. Sikkerhed og forråd opdateret, og nye udnævnelser fremlagt og stemt om. Men på de sidste års samlinger havde et bestemt punkt taget mere og mere over. Denne dag havde de indtil nu diskuteret det i to timer, og de traditionelle punkter var endnu ikke overstået.

Emnet var hendes bror, prins Taykyn.

De ti rådsmedlemmer var skilt lige over. Hendes fader, Ilkaris og tre af de andre rådsmedlemmer på den ene side og resten, anført af Jægernes leder, Arkhis, på den anden side.

“… og du ved ligeså godt, som vi andre, Mathkar, at Prins Taykyn ikke er værdig til at blive den næste Forkynder, og som tingene-” sagde Arkhis, men blev afbrudt af Mathkar.

“Forhåbentlig så beder vi alle til Miriden om, at min tid endnu ikke er omme endnu.” Han så sigende rundt på forsamlingen.

“Ja, jo længere tid du regerer, des længere tid før prinsen har muligheden for at betræde posten.” sagde en gammel, gråhåret elver, som havde antydningerne af skægvækst – et tegn på en betydelig alder.

“Jeg håber inderligt ikke, at det er din eneste grund til at Mathkar skal forblive Forkynder, Giert?” bemærkede Ilkaros.

Giert rømmede sig. “Undskyld, Forkynder, selvfølgelig ikke. Jeg undskylder mit ordvalg.”

“Traditionen tro kan kun den førstefødte blive Forkynder,” sagde Arkhis. “Derfor er det udelukket at din næstældste, prinsesse Mykidah, kan blive det. Kun hvis den førstefødte dør, kan en søskende blive Forkynder.”

“Og jeg er sikker på, at du anser dig selv som en værdig efterfølger, Arkhis,” snerrede Belthze, den ældste og mest respekterede træformer i klanen.

“Overhovedet ikke, min kære Belthze. Det sårer mig at høre, at du har sådanne tanker om mig.” Arkhis så over på Ilkaris. “Har der i tiderne før os været en lignende situation som denne?”

Miridens udvalgte rystede på hovedet.

“Altså må vi finde en metode, der kan udvælge den rette til at besidde Forkynderens sæde, når Mathkar en gang- må Miriden endnu vente mange år, før Hun kalder dig til sig – træder tilbage.”

Mykidah trådte inden for. Rummet var groft skabt i en oval form. Enkelte naturlige sprækker tillod sollyset at trænge ind. Væggene var dækket af mos, der holdt kulden ude om vinteren, og gjorde rummet svalt om sommeren. I midten stod et lavt bord, bestående af et fladt rygskjold fra en kallos, båret af fire smukt udskårede elverfigurer af karkistræ. I loftet hang lange ranker af huitldruer ned over de ti personer, der sad omkring bordet. De nippede ind imellem af de store saftige klaser.

“Det kunne ikke tænkes,” sagde prinsessen i en sarkastisk tone, “at vi måske kunne se tiden an, og se om min bror skulle udvikle de evner, der skal til som leder. Det lyder, som om I allerede har afskrevet ham.”

Hun stillede sig bag sin fader.

“I mine øjne har prins Taykyn allerede vist de evner, han har,” svarede en af Arkhis’ støtter. “Arkhis har ret. Hvis vi ikke har en udvælgelsesmetode klar den dag Mathkar træder tilbage, kan det føre til kaotiske tilstande, og det er der vist ingen af os, der er interesseret i.”

“Påstår du, men det kunne lige passe ind i jeres kram!” frembrusede Mykidah.

Arkhis rejste sig op.

“Hvor vover du at fremlægge sådanne beskyldninger mod en af Rådssamlingens ærværdige medlemmer. Undskyld straks!”

Prinsesse Mykidah trådte et skridt frem, men hendes fader tog fat i hende. Hans blik sagde alt. Men lynende øjne vendte hun sig mod Arkhis.

“Jeg undskylder, min herre.”

Hun stillede sig atter bag sin fader.

“Men det ændrer ikke min mening. Taykyn har fortjent, at I giver ham en chance, før jeres grådige hjerner bliver for tågede til at tænke klart.”

Atter var Arkhis på vej op, men Mykidah kom ham i forkøbet.

“Du glemmer, at som datter af Forkynderen er jeg et medlem af denne samling på lige fod med I andre. Og ligeså er min bror, men der er ikke noget at sige til, at han ikke har lyst til at deltage i disse møder.”

Den gamle elver satte sig atter ned.

“Nej, men hvis han vil være Forkynder, må han hellere vende sig til at dukke op.”

“Nok!” afbrød Mathkar. “Dette fører ingen vegne, og jeg har ikke tænkt mig at tilbringe denne fortryllende dag herinde. Jeg vil tænke over de fremlagte ord og give jer besked om min beslutning. Indtil da foreslår jeg, at vi kommer videre med de punkter, som egentlig er tiltænkt denne rådslagning.”

“Mathkar, “ sagde Arkhis og trak vejret dybt. “Vi ved alle, at du holder meget af din søn, men i netop denne situation kan du ikke tænke på ham som din søn og lade dine følelser komme i vejen. Hvis det kun var din egen familie, var der ikke noget problem, men prins Taykyn skal engang lede denne klan, og dermed være ansvarlig for to hundrede og halvtreds liv.” Han så op på Mykidah. “Og det tror jeg også, at både du og din datter kan se. Ingen af os her prøver at udfordre hverken dig eller prins Taykyn.”

Mathkar nikkede.

“Du har ret, Arkhis. Men vi vinder intet ved at forjage tingene. Lad os gøre, som min datter foreslog. Lad os se tiden an. Jeg vil tage fat i Taykyn og snakke et par alvorsord med ham.”

Der blev stille i rummet, og Forkynderen så over på Ilkaris. Præsten rømmede sig.

“Øh ja … Som I nok ved, så har Belthze fundet evner i Lotis, datter af Latis og Miilt. Med deres tilladelse vil han begynde at træne hendes evner. Latis og Miirt er blevet informeret og jeg forventer deres accept, eftersom det er en stor ære.”

Mykidah forlod forsamlingen i vrede.

Mathkar så efter hende og sukkede. Ind imellem kunne han ikke fortænke sig i, at Miriden måtte have spillet ham et puds, da Hun lod Taykyn være den førstefødte. Selv om det var en slet tankegang, ville det hele have været lettere, hvis Mykidah havde været den første til at se verdenen.

 

Taykyn trådte gennem et flettet forhæng af sumpsiv ind i en dunkel hule. Uden Shuntai måtte hans øjne vænne sig til det halvmørke rum.

“Tirith?”

“Herovre, Taykyn. Et øjeblik.”

Prinsen ventede tålmodigt, mens han så sin bedste ven bevæge hænderne i langsomme rytmer. Han sang i en stille og hypnotiserende tone. Tirith var træformer, og var i færd med at udnytte sit talent. Foran ham lå en træstub, over hvilken hans hænder bevægede sig. For Taykyns øjne tog stubben sagte form. Den bøjede og vred sig, knagede og gav sig, alt imens Tiriths nynnede. Hans hænder begyndte at ryste. At forme træ var ingen let opgave, og træformerne brugte derfor sjældent deres evner.

“Sådan,” sagde elveren og vendte sig mod Taykyn. “Kya nedkommer snart og jeg vil gerne glæde hende. Hun er ude at samle bær sammen med nogle af de andre.” Han tørrede sig over panden og gik hen til en lille fordybning i træet og plaskede vand i hovedet.

Taykyn kiggede over på det færdige arbejde. Træformeren havde udfærdiget en lille krybbe af stubben med sirlige mønstre og levende ranker.

“Den er smuk, Tirith,” sagde han. “Kya bliver glad.”

Den ældre elver nikkede smilende.

“Hvad bringer dig hid, min prins?”

“Den daglige træning, Mester,” svarede Taykyn med en stemme, der bar en snert af irritation.

“Åh ja, din evige ligtorn.” Tirith tørrede ansigtet og så alvorligt på ham.  “Hvor meget du end hader det, så er det din arv.”

“Det er ikke træningen, jeg hader. Faktisk elsker jeg den. Det er grunden dertil, Tirith.”

“Det ene fører det andet med sig.”

“Det synes der at være mange, der har travlt med at påminde mig.”

“Måske det skyldes, at du åbenbart endnu ikke har forstået det. Og jo før du affinder dig med det, jo før kan du – og vi andre – komme videre med vores andre problemer.”

Taykyn sukkede og gik hen i et hjørne og tog en stav frem fra skyggerne. Tirith fulgte hans eksempel og førte an op ad en smal trappe til en platform i det fri omgivet af en tæt mur af grønne blade. Endnu et af Tiriths værker. Her lagde de sig på knæ over for hinanden og fremsagde de rituelle ord. Derpå rejste de sig, og Tirith strakte sin stav ud foran sig. Prinsen gav den et svagt slag og trådte derpå et skridt tilbage.

“Forbered dig på at få varmet dine ribben,” hånede han.

Træningen begyndte. De to venner dansede rundt på den snævre plads. Mester og lærling angreb og fintede i en ligeværdig kamp.

Tirith trådte nogle skridt tilbage.

“Du forstår at udnytte stavens naturlige kræfter til fulde efterhånden, min ven,” sagde han stakåndet.

Taykyn smilede. “Måske, men det kommer mig vist ikke til megen nytte. Der er mange her i Ral-Tarma, der mener, at jeg ikke burde blive den næste Forkynder.”

“Sandt, og undskyld mig, min prins, men på visse områder har de ret.” Tirith afbrød den unge elvers begyndende protester med en håndbevægelse. “Jeg siger det som en ven, Taykyn, og det ved du. Du er tooghalvfjerds. Din barndom er ovre. Det er slut med at føjte rundt med pigerne og tage på udflugter i skoven med Shuntai og blive væk i flere dage. Hvor meget du end ønsker det anderledes, så kommer du til at bære et enormt ansvar, når din fader træder tilbage.”

Tirith lagde sin stav fra sig.

“Din søster er ganske givet mere egnet, til trods for hendes temperament, men du er den udvalgte. Lær at leve med det, og se at leve op til titlen. Det er det bedste råd, jeg kan give dig.”

“Men det er imod al fornuft. Klanen ville have det bedre under min søsters ledelse. Det kan enhver da se.”

“Netop. Og derfor har din fader svært ved at overtale Arkhis og hans fæller. Du burde hjælpe ham, ikke arbejde mod ham.”

Taykyn sukkede.

“Det er imod alt fornuft,” gentog han.

Tirith rakte ud efter sin stav.

“Tradition er stærkere en fornuft. Og indtil fornuften vinder, har jeg en revanche til gode.”

Efter træningen havde han atter tilkaldt Shuntai og bedt ham føre dem til et bestemt sted. Han sad i dybe tanker, da sjælevennen stoppede. Foran ham lå en lille lund. På tre sider lå små klippeformationer i en hvidlig stenart, der skinnede i solen. Over dem ragede store guldpiletræer frem, hvis lange, gyldne grene hang ned, som solstråler over den lille dam, der lå mellem klipperne. Midt i det klare vand lå en næsten ubemærkelig ø med en enlig busk. Shuntai skridtede nærmere, og Taykyn fik øje den smalle huleåbning, han viste ville dukke op i den venstre klippedannelse. Inde i mørket lå et tæppe, en stav og en taske, samt et lille bålsted parat med brænde.

Her havde de tit leget som små, Taykyn og Shuntai, når de ville være i fred. Her var deres tætte venskab blevet ubristeligt, og her havde de indviet hinanden i deres dybe hemmeligheder, når de plaskede rundt i dammen. Dette var deres sted, og de havde tit overnattet i hulen, når de havde været ude på de lange vandringer, der bekymrede Mathkar. Taykyn var sikker på, at han var den eneste, der kendte til lunden, i det mindste hvad angik hans klan.

Han sad af og knælede ned ved siden af katten.

“Tak, fordi du bragte mig hertil. Det var lige, hvad jeg trængte til.”

Han sænkede hænderne i vandet og fugtede sit ansigt og hals.

En lyd fra underskoven fik ham til at kigge op.

“Fader?

Mathkar kom gående ned ad den smalle sti mod ham.

“Godaften, min søn.”

“Hvordan har du … jeg mener … kender du dette sted?”

Han skubbede blidt Shuntai fra sig og rejste sig op.

“Ja. Jeg har kendt til det i lang tid. I starten – da du begyndte på dine forsvindingsnumre – var jeg syg af bekymring hver gang.” Forkynderen kom hen til sin søn og satte sig på en væltet træstamme. “Indtil jeg sendte min bedste stifinder efter dig en dag.”

“Arkhis.”

“Ja. Han fortalte mig om dit hemmelige skjulested. Mange gange har jeg siddet bag buskene derovre,” han pegede over mod nogle tætte kikayobuske, hvis røde bær gav en skarp kontrast mod den grønne underskov, “og iagttaget dig og Shuntai lege.”

Taykyn så ud over den lille sø. Han var hverken sur eller fornærmet over at vide, at hans fader kendte dette sted og havde spioneret ham de sidste mange år.

“Det har altid givet mig en underlig form for fred i sindet at være her,” sagde han og vendte sig. Han valgte at slå hul på det virkelige emne i denne samtale og samtidig løsne den klump, han havde i halsen.

“Fader, jeg bliver aldrig en god Forkynder.”

Mathkar strakte en hånd ud og kløede Shuntai, der sad og så på dem med hovedet på skrå.

“Jo, du gør, min dreng. Du ved det bare ikke endnu. Men du har det i dig. Det tager bare lang tid at komme op til overfladen. Og det har det brug for din hjælp til.”

“Vi er forskellige fra resten af klanen, Mykidah og jeg. Dit og moders blod blev ikke ligeligt fordelt mellem os. Mykidah har dit rene blod i sig, mens jeg har for meget af moders blod i mig. De kommer aldrig til at forstå mig, og jeg ikke dem.”

Mathkar sukkede og så sin søn i øjnene. Ikke kun hans ydre mindede ham om hans afdøde elskede, men også hans indre. Der lå en snert af mystik over ham. Mathkar kendte sin datter godt, men med Taykyn var det anderledes. Han havde kendt hans moder i så kort tid efter elvernes levestandard. Han følte det samme med sin søn. Mykidah var nem at læse, til dels på grund af hendes temperament, men Taykyn talte aldrig rigtigt om sine tanker og følelser. Han havde få, men nære venner, og selv de var tavse, som venner burde være, når han spurgte dem ud omkring sin søn. Hvilke hemmeligheder Taykyn end delte med sine venner, forblev inden for den kreds. Og deri lå vel også det egentlige problem. Hans folk var usikre ved ham. De vidste ikke hvem han var, og hvad han stod for.

“Du har tingene imod dig, indrømmet. Men det burde kun få dig til at gøre dig ekstra umage med at vise dit kommende folk, at du er deres leder, og det med rette.”

“Du kender mig ikke! Du kender ikke til den person, der gemmer sig i denne krop. Du ved -”

“Nej, Taykyn, du har ret! Jeg kender intet til dig!”

Taykyn blev overrasket over den tydelige frustration, der lå bag hans faders ord.

“Fordi du aldrig åbner dig over for mig! Du fortæller mig ikke, hvad du tænker eller hvad du føler!”

Mathkar lagde sig på knæ foran sin søn og tog hans hænder i sine.

“Og det gør mig ulykkelig ikke at kende min egen søn. Det gør mig ked af det, at du ikke tiltror din egen fader, hvad du har på hjerte. Om det er så er godt eller dårligt.”

Forkynderen gemte sit ansigt i sine hænder.

“Jeg vil ikke miste dig, som jeg mistede din moder.”

Taykyn var tavs.

Mathkar så atter på sin søn, og Taykyn krympede sig, da han så det tårevædede ansigt. Og hans hjerte smertede, for han viste, at hans næste ord ville såre hans fader endnu dybere.

“Du beder mig om at åbne mig og fortælle hvad jeg virkelig føler. Meget vel.”

Han tog en dyb indånding.

“Sandheden er, at jeg ikke føler mig hjemme i Ral-Tarma. Sandheden er, at en del af mig længes et andet sted hen. Hvorhen ved jeg ikke, men min rastløshed må komme et eller andet sted fra. Dybt inde ved jeg, at det har noget med moder at gøre. Se på mig, fader. Jeg har sort hud. Hvordan tror du det føles at være den eneste?”

“Jeg er ked af det, Taykyn,” sagde Mathkar med en grådkvalt stemme. “Jeg er så inderligt ked af at have været med til at bringe dig i denne situation. Tro mig når jeg siger, at hvis der var noget i hele verden, jeg kunne gøre for at ændre tingene eller gøre det lettere for dig, så ville jeg gøre det.”

“Jeg ved det, fader. Og tro mig, når jeg siger, at det bedste du kan gøre er, at kalde rådet sammen og finde ud af en måde, hvorpå Mykidah kan blive den næste Forkynder.”

Taykyn sænkede hovedet.

“For jeg får aldrig hele klanen til at følge mig.”

Mathkar betragtede et kort øjeblik sin søn, som han sad der og stirrede ned i dammens klare vand.

Så rejste han sig.

“Hvor meget dine ord end sårer mig, så ved jeg, at du taler med hjertet, og derfra kommer sandheden.”

Forkynderen gav sin søn et knus.

Taykyn låste sin fader i et krampeagtigt greb.

“Jeg svor over for mig selv, at jeg aldrig ville såre dig, og nu har skæbnen ville, at jeg alligevel har gjort det,” sagde han med tårer i øjnene.

“Dine ord er måske hårde nu, Taykyn, men med tiden vil jeg indse, at du intet andet kunne sige. Du har ladet mig komme indenfor, og for det er jeg taknemmelig.”

Han vendte sig om og begyndte at gå op ad den lille bakke mod skovbrynet. På toppen vendte han sig atter om.

“Jeg vil indkalde rådet og drøfte det med dem.”

Så forsvandt han ind i mellem de store karkistræer.

Taykyn så længe efter ham. Så skreg han sin modløshed ud. Fuglene flagrede skræppende op fra søen, og selv Shuntai sprang forskrækket til side.

Den unge elver satte sig ned og lod tårerne få frit løb.

Ikke langt derfra, i de selv samme buske som Mathkar engang havde betragtet ham fra, udstødte Mykidah et dybt suk. Hun ville gå ned og trøste sin bror, men gjorde det ikke. Hun var sikkert den eneste, der nogenlunde forstod ham, og hun vidste, at lige nu ville han helst være alene. Hun rejste sig lydløst op, og forsvandt ligesom sin fader ind i det grønne hav.

 

Taykyn sad længe og stirrede ned i det blågrønne vand. Ubevidst fulgte hans øjne de små fisk og de sagte krusninger, der strøg hen over overfladen, når brisen nåede derned.

Shuntai lå stille ved siden af ham. Det eneste der hørtes fra den store kat var en sagte spinden ind imellem.

Taykyn opdagede først, hvor længe han havde siddet ved søen, da solen pludselig ikke skar ham i øjnene mere. Han ville rejse sig op, men hans stive krop gav sig, og han kom med et halvkvalt udbrud.

Han måtte hellere se at komme hjemad og kravlede op på sin sjæleven. Shuntai slentrede dovent gennem mørket mellem stammerne.

Længe før han selv bemærkede det, gjorde Shuntai ham opmærksom på tilstedeværelsen af et andet væsen, men Shuntais rolige indre fik også Taykyn til at slappe af. Han stolede fuldt ud på kattens dømmekraft.

“Er det dig, prins Taykyn?” spurgte en stemme.

Han genkendte stemmen. “Ja, Lilaurus. Shuntai og jeg.”

En skygge trådte frem af mørket. Det var en ung elver på sin sjæleven. “Jeg er på patrulje med din søster, prins Taykyn,” sagde Lilaurus. “Hun skulle være her i nærheden.”

“Det er jeg også,” lød endnu en stemme, og Mykidah kom frem i det blege lys.

Der var et øjebliks tavshed.

“Jeg fortsætter, prinsesse. Tag De bare hjem, så slutter jeg turen.”

Lilaurus sendte en kommando til sin kat, og med en sagte knurren forsvandt den og dens rytter.

“Hvor har du været?” spurgte Mykidah og så på Taykyn, vel vidende om hendes bror møde med deres fader.

“Rundt omkring. Shuntai og jeg har drysset lidt omkring i egne, hvor vi ikke har været i lang tid.” Han forsøgte at lyde skødesløs. “Jeg trængte bare til at være lidt alene.”

“Mmm …” brummede hans søster. “Vil du følges med mig på den sidste del af ruten?”

“Jeg troede, at Lilaurus færdiggjorde den.”

“Det gør han også, men du kender mig. Jeg vil gerne sikre mig det selv.”

Taykyn smilede.

“Jeg følges gerne med dig, søster.”

De to katte luntede tyst ned af en sti. Deres ryttere red i tavshed; Mykidah årvågen og med buen i sine hænder og Taykyn tankefuld, med sit sind dvælende ved dagens møde med sin fader.

Mykidah og Qaesar stoppede langsomt. Shuntai gik endnu nogle skridt, før den også standsede.

Taykyn så op på sin søster.

“Hvad er der?”

Uden at vide hvorfor hviskede han. Hans instinkter fortalte, at alt ikke var, som det burde være.

“Har du lagt mærke til, hvor stille der pludselig er?” spurgte Mykidah.

Hendes bror nikkede.

“Ja, det er underligt. Man plejer at kunne høre kihladernes sang, og ildfluerne sværmer normalt hele natten.”

“Jeg har en mærkelig fornemmelse i maven, Taykyn. Jeg kan ikke lide det her …”

Hendes vagtsomme øjne trængte gennem mørket. De to kattes muskler var spændte under huden, og hårene på deres skuldre strittede.

“Se, Qaesar og Shuntai kan også føle det!”

Taykyn fulgte hendes blik.

“Lad os komme tilbage til byen.”

De gav tavse ordrer, og kattene satte i et hastigt tempo mod Ral-Tarma. De smidige katte strøg forbi de vældige stammer, gennem krat og tornbuske uden at deres ryttere led overlast.

I samme øjeblik tiltrak to lyde sig Taykyns opmærksomhed; Ral-Tarmas alarmhorn og en hvislende lyd. Han skelede op mellem stammernes toppe, der fór forbi ham. Nogle mørke skikkelser skyggede for stjernerne – flyvende skabninger, hurtigere end kattene og større end trækronerne.

“Ved Miriden!” hviskede han. “Shuntai! Fart på!”

Mykidah fulgte hans blik, og hendes øjne blev hårde. Hun gav mentalt Qaesar besked på at yde alt, hvad den havde i sig.

Før de nåede byen, kunne de høre skrigene bryde ud, og ukendte brøl og våbenlarm flængede luften.

 

 

 

(Slutning)

 

 

Kapitel 25

 

De fire venner kom gående hen ad den smalle sti, der bugtede sig mellem de store træer. Om ikke så længe ville de nå ruinerne af Ral-Tarma. Taykyn havde fortalt de andre aftenen før, at det var hans sidste gøremål.

Han vidste, at han måtte stå ansigt til ansigt med de personer, der engang havde været hans klan. De ville aldrig kunne tilgive ham hans handlinger. Han havde dræbt en elver fra sin egen klan – tilmed sin bedste ven – og havde nær taget sin søster med i købet. Han ville aldrig kunne leve blandt dem igen. Men hans sjæl havde brug for at se dem igen for at kunne finde fred.

Omgivelserne begyndte så småt at virke genkendelige. Selvom det var mange år siden, stod de indgraveret i hans hukommelse. Han fik øje på den lille lysning, hvor Mykidah første gang havde slået ham i sværdkamp. Og længere fremme den smalle, næsten usynlige sti, som Shuntai og han var kommet gående af, da de vendte tilbage fra tiden i skovens hemmelige indre, hvor deres sjæle havde lært hinanden at kende.

Han havde et dybt hul indvendig. Så mange minder og han ville aldrig kunne vende tilbage. Dette var sandsynligvis den sidste gang, han ville få Ral-Tarma at se – og sin søster og fader. Og hvordan han skulle kunne se Kya, Tiriths livsledsagerske, i øjnene, vidste han ikke.

Han opfattede en svag bevægelse i bladene på et træ forude. De andre så det ikke, men han vidste, at der i trækronen sad en vagt. Så var de nået til byens yderste grænse.

“Stop,” sagde han.

Vhulas så uforstående på ham, men Taykyn vinkede ham til tavshed.

“Mit navn e Taykyn,” råbte han. “Jeg er søn af Miridens Forkynder, Mathkar, bror til Mykidah, og var udset til at blive den næste Forkynder, skønt jeg ikke længere er værdig til denne ære.”

Bladene bevægede sig igen, og to elvere landede på stien foran dem.

“Hvor kom de fra?” mumlede Vhulas.

Taykyn kunne genkende dem.

“A’ Jael og Ikasis. I overlevede.”

Den ældste af vagterne trådte nærmere.

“Du har forandret dig, Taykyn,” sagde han og gjorde ikke tegn til at sænke vagtsomheden.

“Det har du ikke, Ikasis” svarede Taykyn kort.

“Vi troede ikke, at du var i live -”

“Vi ønsker ikke, at du er i live,” afbrød A’jael.

Taykyn sukkede.

“Jeg ved, at hvad jeg har tilført klanen af tab er utilgiveligt, men jeg beder alligevel om at få tiltræde for min fader.”

“Mathkar er ikke længere iblandt os, Taykyn,” snerrede A’Jael. “Han døde af sorg, da han fandt ud af, at du var med i det andet angreb.”

Taykyn følte det svimle for sine øjne. Han kunne ikke få vejret, vaklede og følte en hånd holde fast i sig.

Han trak vejret dybt.

“Lad mig så lov til at tale til min tidligere klan. Jeg beder jer.”

“Du er ikke velkommen -” begyndte A’Jael.

“A’Jael!” afbrød Ikasis og sendte sin klanfælle et blik. Derefter betragtede han længe Taykyn.

“Du vil få foretræde, Taykyn,” sagde han endelig, “men dine rejsefæller må blive her.”

Taykyn nikkede taknemmeligt.

“Godt. Følg med.”

Ikasis drejede rundt, Taykyn fulgte med og A’Jael dannede bagtrop.

Taykyn sukkede lettet, da han gik under de to hængepile, der udgjorde hovedporten til byen. Der var stadig enkelte sorte ar efter angrebene, men klanens træformere havde udført et fantastisk arbejde. Mange af de enorme karkistræer var blevet helbredt, og skønt bladene endnu var gule og tørre, var nye grønne knopper skudt frem. Få af de gamle boliger var blevet beskadiget for meget til at kunne bruges igen, og træformerne havde skabt nye til de hjemløse familier.

Men det, der trøstede Taykyn mest, var at se Forkyndernes Cirkel stå uskadt. Hans øjne løb cirklen rundt og standsede ved et træ, hvor barken for nylig have været åbnet. Sprækken var ikke lukket helt endnu. Derinde lå den sidste Forkynder begravet – hans fader.

“Han blev begravet for ti dage siden,” sagde Ikasis blidt. Han havde set Taykyn betragte træet. “Ilkaros gjorde alt for at redde ham, men hans livsvilje var sluppet op. Selv prinsesse Mykidahs smukke ansigt og bønner var ikke nok. Han følte, at han havde nedkaldt skæbnen over sin klan.”

“Det var mig, der gjorde det,” hviskede Taykyn.

“Måske … måske ikke. Men hvis du nogensinde havde medlemmer af klanen imod dig, så er det tal tidoblet nu. Forvent ingen barmhjertighed.”

Nyheden om hans hjemkomst var løbet i forvejen. Fra alle retninger strømmede klanfællerne mod Forkyndernes Cirkel. Taykyn standsede midt i den og betragtede de hundreder af ansigter, der alle så på ham. Han genkendte nogle af dem, andre skulle genopfriskes, og helt nye tittede frem mellem benene på de voksne. En skikkelse trådte frem fra cirklen.

“Hvad vil du her, Taykyn!”

Den snerrende stemme tilhørte Arkhis.

“Vær hilset, Arkhis.”

Han så den ældre elver i øjnene, og lod derefter blikket glide rundt.

“Jeg kommer ikke for at søge om tilgivelse. Jeg ved, jeg ikke vil få den. Og jeg kommer ikke for at lægge skylden for mine gerninger over på andre. Jeg ved, at jeg bærer den selv, og jeg påtager mig den gerne …”

Hans øjnene standsede ved Kya og den lille dreng, der stod ved hendes side. Åh, ved Miriden, hvor han lignede Tirith.

“… og jeg ved, at jeg har forvoldt enkelte mere skade end andre, og de i deres sjæle må hade mig så meget mere. For mine gerninger kan ikke gøres om.”

“Hvad vil du her?” gentog Arkhis.

Taykyn fæstnede atter blikket på ham.

“Jeg kommer her for at se følgerne af den grufulde nat, så billederne og indtrykkene vil mejsle sig ind i mit sind. Så mindet om dette møde vil jage mig resten af livet, og jeg derved selv kan nedkalde min straf. For jeg kan ikke bringe jeres kære tilbage eller slette arene. De vil være der for evigt, og jeg vil bære byrden.”

En guddommelig smuk elverkvinde trådte frem.

“Mykidah …” hviskede Taykyn hæst.

Hun kom nærmere. Så tæt på, at han kunne række ud og røre ved hende. Hvis han turde. Han gjorde det ikke.

“Jeg dræbte fader,” sagde Taykyn med en tyk stemme.

“Nej,” hviskede hans elskede søster, så ingen andre kunne høre det. “Du dræbte ikke fader. Det gjorde vor moder, den dag hun kom hertil. Men hun er også uskyldig – hun kunne ikke se ind i fremtiden.”

“Jeg var nær ved at dræbe dig den nat.”

“Og jeg dig.”

Taykyn knugede hænderne for ikke at omfavne sin søster.

“Jeg savner dig,” hviskede han.

“Men du kan aldrig komme tilbage, Taykyn. Du tog blod fra dine fæller. For det kan selv jeg ikke tilgive dig.”

Taykyn nikkede.

“Hvem er Forkynder nu?”

“Der er ingen. Eftersom du lever, er du stadig den retsmæssige. Det siger Loven.”

“Men han vil aldrig blive det!” snerrede Arkhis, der havde hørt det sidste. “Vi må vælge en ny.”

“Der vil ikke blive valgt en ny, så længe Mathkars efterfølger stadig er i live.”

Taykyn drejede rundt, og tårerne vædede hans øjne. Bag ham kom Ilkaros gående. Den gamle elver så om end endnu ældre ud. De sidste mange år havde tæret meget på ham. Han støttede sig til den stav, der engang havde været hans faders. Han kom hen til dem.

“Det varmer mit gamle hjerte at se dig i live, unge prins.” Ilkaros lagde en hånd på hans skulder, og Taykyn følte en varme brede sig. “Men du kan ikke blive Forkynder. Et klanmedlem, der har taget et andet medlems blod – uanset årsagen – kan ikke længere forblive en del af klanen.”

“Hvad vil du så gøre, Ilkaros?” spurgte Arkhis.

Taykyn kunne høre den dybe sorg i hans stemme, da den gamle mand lod sin dom falde.

“Taykyn vil drage bort, og han vil aldrig vise sig her igen. Han vil for evigt være bandlyst fra Ral-Tarma. Hvis han vender tilbage, vil han blive efterstræbt på livet. Med tiden vil Taykyn finde sin livsledsagerske, og de vil sammen stifte familie. Hvad hans eller hendes fader har gjort, kan vi ikke anklage Taykyns førstefødte for. Han eller hun skal sendes hertil for at blive oplært til Forkynder. Og han eller hun vil blive optaget som en del af klanen på lige fod med alle andre, uanset hvem han eller hendes familie er, og uanset hvilken hudfarve. I de mellemliggende år vil Mykidah regere med Arkhis og jeg som sine rådgivere. Dette er min afgørelse.”

Det lød en spredt mumlen fra cirklen af elvere omkring firkløveret i midten. Arkhis forsøgte at skjule sin utilfredshed, og Mykidahs ansigt strålede af lettelse. Taykyn nikkede med sammenkneben mund. Derpå lod han blikket skue en sidste gang på sit barndomshjem; på alle træerne, boligerne, de levende broer mellem dem, himlen over den levende by, og til sidst alle ansigterne.

Da han vendte sig for at gå, søgte han Kya, men fandt ingen tilgivelse i hendes øjne.

“Jeg vil følge din beslutning,” sagde han til Ilkaros, “og sende min førstefødte hertil. Selv vil jeg aldrig vise mig her igen. Det har I mit ord på.”

Han vendte rundt og gik tilbage ad den samme vej, han var kommet. Han betragtede sin faders træ i Forkyndernes Cirkel, så længe han kunne uden at dreje hovedet, og så sig heller ikke tilbage, da han gik under porten af de sammenflettede hængepile.

Han mælede ikke et ord, da han nåede den lille lysning, hvor Pryakis, Qa’tier og Vhulas ventede, men gik bare videre. Tavse rejste de tre venner sig op og fulgte efter. For en gangs skyld var Vhulas tavs.

De fortsatte af snørklede stier det meste af dagen. Solen rejste i sin bane hen over dem og sank ned mellem stammerne. De tre venner vekslede flere gange undrende blikke, og til sidst gik Pryakis op til Taykyn og spurgte ham, hvor de var på vej hen.

“Til et gammelt skjulested,” svarede han hæst. “Vi vil ovematte der og drage videre til en kær ven ved Det Store Vand.”

“Du mener havet?”

“Jeg ved ikke, hvad I mennesker kalder det. Jeg har kun været der en gang før. Khaetot og Shuntai venter på os der.”

Pryakis lagde en hånd på hans skulder og gav den et klem. Derpå lod han sig sakke bagud til de andre og forklarede situationen.

Senere, da tusmørket var ved at sænke sig over Taykiah-skoven, nåede de en lille dam. Store guldpiletræer, hvis gyldne blade flammede op i den nedgående sol, hang beskyttende hen over den, og lave klipper afskærmede tre af siderne. En mørk huleindgang kunne ses til venstre. I midten af dammen lå en enlig ø med en enkel busk.

“Dette var mit skjulested, da jeg var yngre,” forklarede Taykyn. “Her gemte jeg mig, når jeg trængte til at være alene.”

“Så som nu,” sagde Qa’tier.

“Nej, i aften har jeg brug for alle de venner, jeg har tilbage. Vi overnatter her i nat.”

Det var da, at de fik øje på skikkelsen, der knælede ved siden af busken med ryggen til. Den var iført en mørk kåbe.

De fire venner stoppede brat. Taykyn gav tegn til, at de skulle vente og listede selv frem mod dammen. Han var sikker på, at han ingen lyd havde lavet, da skikkelsen pludselig snurrede rundt. Og inde i hætten så han en tusmørkeelvers sorte hud. Med en ed trak han sit sværd.

“Hvornår lader I mig være i fred!” snerrede han. Han hørte Pryakis mumle bag sig, da han sprang ud i det lave vand.

Tusmørkeelveren hævede armene, men det var ikke for at kaste en besværgelse, men for at stoppe ham.

“Taykyn!” udbrød skikkelsen. “Vent!”

Taykyn standsede midt i dammen. Han havde genkendt stemmen, skønt det var lang tid siden, at han havde hørt den.

“Kelsash? … Kelsash!”

Tusmørkeelveren trak hætten tilbage, og Taykyn kunne se den unge elvers ansigt. Et væskende ar løb ned af den ene kind, men smilet var der intet galt med.

“Et minde fra kampen i grotten foran tårnet. Jeg så dig dernede, lige før du og dine rejsefæller forsvandt ind i tårnet.”

Taykyn gik langsomt i land. Han troede stadig ikke på, at det virkelig var Kelsash, der stod foran ham.

“Men hvordan …” hans stemme knækkede over, “… hvordan har du fundet hertil?”

Kelsash gik ham i møde, og de to elvere standsede, da de stod over for hinanden.

“Shuntai førte os hertil. Khaetot og han tog ikke tilbage til Ensomhedens Øer som aftalt, men ventede i skoven på jer. Vi var nær gået forbi dem, da vi flygtede fra Duur-Biendith, men Khaetot råbte os an. Han tog en vældig chance derved. Han havde kun dine ord for, hvem vi var.”

Taykyn stirrede bare på mageren. Så brød han ud i latter, lod sværdet falde til jorden og omfavnede Kelsash. Derpå holdt han ham ud fra sig, betragtede ansigtet foran sig og omfavnede ham igen.

“Vi?” udbrød han pludselig og trådte tilbage.

Kelsash kunne ikke tilbageholde et latterudbrud. “Ja, vi …”

I samme øjeblik kom Shi’Nayniz ud fra hulen.

Taykyn tabte mælet. Han stod med hænderne ned langs siden, mens munden forsøgte at sige et eller andet, men ingen lyd kom ud. Så rystede han stille på hovedet, mens han smilede skævt.

“Jeg troede aldrig, at jeg skulle se dig igen. Jeg så dig falde om nede i grotten.”

“Kelsash reddede mig,” svarede hun. “Vi flygtede før kampen var ovre ved hjælp af hans magi.”

De stod så tæt på hinanden nu, at Taykyn kunne føle hendes hurtige åndedrag på sin hud. Han kunne mærke sit eget hjerte banke i næsten samme takt. De stirrede hinanden i øjnene uden at sige noget.

Vhulas, der havde stået tavst sammen med de andre indtil nu, rømmede sig. Kelsash vendte sig mod dem og vinkede dem nærmere. Da han atter rettede opmærksomheden mod sin moder og Taykyn, var de indhyllet i en tæt omfavnelse.

Da Taykyn omsider havde fået afløb for de fleste af sine følelser, trak han Shi’Nayniz’ ansigt væk.

“Hvor er Shuntai og Khaetot?”

Hun smilede til gennem tårer.

“De er taget af sted for at hente en eller anden ved navn Lavind. Khaetot sagde, at vi ikke alle kunne tage til hans bolig. De skulle være her i morgen.”

“Ja, så er det nok,” vrissede Vhulas. “Jeg er sulten. Er der noget at æde heromkring?”

“Selvfølgelig,” svarede Kelsash. “Vi vidste, I ville dukke op på et eller andet tidspunkt. Kom med inden for. Mit navn er Kelsash, og dette er min moder Shi’Nayniz. Lad jer ikke skræmme af vores ydre.”

Han førte dem ind i hulen, hvor en steg hang på et spyd over en sagte ild. Taykyn og Shi’Nayniz ventede lidt med at følge efter.

Hun stoppede Taykyn i indgangen.

“Hvad skete der med min fader, Taykyn? Jeg ved, han fulgte efter dig ind i tårnet.”

Taykyn tøvede. Han kunne ikke fortælle hende det. At lyve over for hende var ikke det første, han havde regnet med at skulle gøre, da han så hende i live. Men han kunne ikke sige sandheden. Måske senere … måske aldrig.

“Jeg … jeg ved det ikke, min kære. Jeg mødte ham derinde, men kampen mod det Onde skilte os ad. Vi blev væk fra hinanden, og jeg så ham ikke siden.”

“Hvad skete der inde i tårnet?”

“Det vil jeg fortælle, mens vi sidder og får noget at spise. Vi får ikke fred for Vhulas før da.”

Hun så et øjeblik på ham, kyssede ham og trak ham med inden for.

Lang tid efter, da de andre var faldet i dyb søvn, stod Taykyn op. Han trak forsigtigt tæppet, der havde dækket Shi’Nayniz’ og hans kroppe, til side. Hendes trøje var gledet en smule op og åbenbarede hendes bare maveskind. Omkring navlen var der et stort modermærke – med form som en sommerfugl.

Taykyn smilede for sig selv og gik ud og satte sig ved bredden. Han stirrede ned i det mørke vand og sendte sin sjæl ud på søgen efter Shuntai. Til hans lettelse svarede katten næsten med det samme. De sad længe – med hundrede af dagslængder imellem dem – og talte sammen gennem den sjælelige forbindelse, de havde mellem sig. Taykyn kunne mærke, at Shuntai delte hans sorg. Han ville aldrig se sin klan igen, og Shuntai aldrig sine artsfæller. Og når den tid kom – hvis den kom – ville han måske aldrig se sin søn eller datter igen. Han blev siddende under de sølverne stråler, indtil månes lysende tvilling stod op, og hun selv gik i seng.

 

Lyden af muntre stemmer vækkede ham. Han åbnede øjnene og så tre længe ventede skikkelser kom ned mod dammen. Der lød en høj knurren, og Shuntai kom springende mod ham. Han nåede ikke at rejse sig op, før den store kat væltede ham omkuld og overdængede ham med spyt og en fæl ånde fra den ru tunge. De rullede rundt i græsset, indtil de to andre nyankomne høfligt gjorde opmærksom på deres tilstedeværelse.

Taykyn kom på benene og vendte sig mod dem.

“Khaetot og Lavind,” udbrød han og gik med hastige skridt op til dem. “I går troede jeg, at dette døgn skulle blive det værste i mit liv. Men at se jer – og de andre inde i hulen, som sikkert stadig sover – i live har vendt rundt på det hele.”

Han omfavnede Khaetot.

“Vær hilset, min gamle ven. Jeg kan ikke sige dig, hvor glad jeg er for, at det farvel, vi gav hinanden i skoven, ikke blev endeligt. Og du, Lavind,” han slap Khaetot og vendte sig mod den gamle druide, “du sendte min sjæl ind på den rette vej. Tak.”

Han stillede sig ind imellem dem, lagde en arm om hver og førte dem ind i hulen for at vække de andre …

 

“… Nå, mine børn. Det er ved at være sent,” sagde den gamle elver. “Jeg har holdt både jer og jeres forældre oppe for længe. Se … uvejret er draget bort for at hærge andre, og Gudernes vogtere har atter taget deres positioner på himlen.”

Han gjorde an til at rejse sig. Forsamlingen var tavse omkring ham. Enkelte af elverbørnene havde ikke kunne holde øjnene åbne og lå sikkert i deres forældres beskyttende arme. Andre kæmpede med tunge øjenlåg, og nogle ganske få sad stadig med stirrende, opadvendte øjne.

“Er historien færdig nu?” ville en af børnene vide.

“Ja, min kære.”

“Jamen, hvad skete der med Taykyn og Shuntai og alle de andre?” protesterede en anden.

Forkynderen smilede og satte sig igen.

“Jo, ser I … hvad der skete i Duur-Biendith ved ingen. Paladset eksisterer endnu, men tusmørkeelverne holder ikke til der mere. Det siges, at det Onde huserer der igen, men ingen ved i hvilken form. Shi’Nayniz gav fødsel til tre børn – to drenge og en pige – nogle år efter, og så snart den ældste søn var gammel nok, sendte Taykyn ham hertil. Han bad ham om at lægge blomster på Tiriths grav hvert år på hans dødsdag.

Men hvis Taykyn var bange for, at han aldrig ville se sin søn igen, tog han fejl. Han, Shi’Nayniz, børnene, Kelsash og Shuntai blev boende ved den lille dam, og skønt Loven forbød det, fik han tit besøg – ikke kun af sin søn, men også af Mykidah, Ilkaris og andre.

De resterende Dragejægere tog snart efter på farten igen. Taykyn så dem aldrig igen. Det siges, at Vhulas kom ulykkelig af dage, da de kæmpede mod en drage, der var lige så mægtig som Kath’Llorr. Qa’tier vendte efter nogle år tilbage til sin tros tempel, hvor hun døde i en sen alder. Og Pryakis – han er den eneste, der lever endnu … magi måske. Det siges, at han drog tilbage til Den Døde Skov, da Dragejægere splittedes op for her at søge efter den gamle magi.”

“Og hvad med Khaetot?” spurgte en lille pige. “Han var min yngling.”

“Åh, ja. Den lille, gæve mand. Hans grav ligger på den lille ø i dammen, og Taykyn besøger ham hver dag. Han blev hos Taykyn og hans familie.”

“Lever Taykyn stadig,” spurgte en dreng og gned sig i øjnene.

“Ja, selvfølgelig. Han er udødelig.”

“Er du Taykyn?” fortsatte drengen. “Du er i hvert fald gammel nok til det.”

Forkynderen rystede på hovedet.

“Nej, min søn. Det er jeg ikke.” Han smilede lumsk. “Men hvis I en dag skulle snuble over den lille dam med øen i midten, så vil I måske se ham sidde ved Khaetots grav og snakke med sin ven, som om han stadig levede.”

Drengen kiggede på klanens forkynder med et mistænksomt blik.

“Jeg tror ikke på det der med, at Taykyn kunne forvandle sig til en drage. Der er der ingen elver, der kan.”

Den gamle elver smilede skævt og rejste sig. Han gik hen til stammen midt i rummet, hvor der voksede nogle lyserøde og blå blomster og plukkede en håndfuld. Derpå vendte han sig og så på den lille elverdreng.

”Nå, ikke,” svarede han med en listig stemme og sendte en lille stikflamme op mod stolen, hvor han netop havde siddet.

Med en kluklatter drejede han rundt og forsvandt ud i natten for at lægge blomsterne ved en grav.

 

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk